Hvem vil smittes?

Regeringen har langt hen ad vejen gået imod sine egne rådgivere fra Statens Serum Institut i håndteringen af coronakrisen.

Man kan håbe, at regeringen vil tage skridtet fuldt ud og meddele, at den ikke tilslutter sig Seruminstituttets tanker – ligesom Seruminstituttet klart har meldt ud, at det ikke støtter regeringens tanker.

Det ser ud til, at beslutningen om at lukke samfundet ned har virket over al forventning – så meget, at vi halvvejs har udryddet influenza i landet. Og i hvert fald så meget, at vi her og nu undgår, at sundhedsvæsenet bryder sammen pga. overbelastning.

Nedlukning er også et redskab, der indgår Seruminstituttets værktøjskasse, men det blev øjensynligt brugt tidligere og mere massivt, end rådgiverne havde foretrukket. Men det har virket – først og fremmest i kraft af en enorm folkelig opbakning i praksis (se fx. TrygFondens survey).

Men hvad så derefter? Skal man sætte alle kræfter ind på at nedkæmpe virus, sådan som det sker i Norge og Tyskland, eller skal vi følge det svenske standpunkt om, at det vil være nødvendigt eller uundgåeligt, at mindst 60 % af befolkningen smittes, så der kan opnås ”flok-immunitet”?

Der er ingen uenighed om, at flok-immunitet er slutmålet. Men skal man begrænse smitten så meget som overhovedet muligt, indtil der – forhåbentlig – findes en vaccine? Eller skal man som svenskerne satse på, at smitten breder sig kontrolleret i samfundet, indtil immunitet – forhåbentlig – opnås derigennem? Og så forsøge at skærme ”risikogrupper” – ældre og folk med kroniske sygdomme (fx sukkersyge eller astma o.m.m.) i mellemtiden?

Der er ingen tvivl om, at Statens Serum Institut ligger meget tæt på den svenske løsning, mens regeringen mere hælder til de norske og tyske bekæmpelsesstrategier. Indtil videre er det uafklaret, hvem der vinder magtkampen.

Meget taler imidlertid for, at Seruminstituttets løsninger er urealistiske.

I denne klumme skal jeg blot behandle én afgørende parameter, som tankegangen ikke tager højde for: Befolkningens adfærd.

Når der har været en stabilisering – måske endda en inddæmning? – af smitten under de seneste ugers delvise nedlukning af samfundet, så skyldes det, at befolkningen i den grad har taget budskabet til sig. De allerfleste har fulgt myndighedernes råd – ikke mindst de unge – og mange har overopfyldt henstillingerne. Det er ikke for meget at tale om danmarkshistoriens største mobilisering – og den mest radikale omlægning af vaner, vi nogen sinde har set.

Kan man derefter politisk gå ud og sige til befolkningen: Tak skal I have, nu skal vi så indstille os på at få smittet de 58-59 %, der ikke blev smittet i første omgang? Vi starter med børnene, der bedst kan holde til det, og så må det langsomt brede sig opad i aldersgrupperne, mens vi passer på de ældre og svage.

Det forekommer at være et umuligt politisk budskab, uanset hvordan det kommunikeres. Mette Frederiksens og i det hele taget politikernes – fortjente – folkelige tilslutning for håndteringen af krisen ville formentlig tage et fælt dyk.

Dernæst: Hvem vil smittes? Hvem vil sende sine børn til en skole, hvor måske 1-2 % af de andre børn, forældrene og lærerne er smittebærere? Hvem vil gå på arbejde uden protest, hvis der er en betydelig risiko for at blive smittet?

Hvem vil i det hele taget turde begive sig ud i samfundslivet, hvis der er en stor smitterisiko derude?

Det, befolkningen har lært under de sidste 3-4 uger, kan ikke aflæres. Befolkningen vil formentlig prøve at beskytte sig selv i en grad, der i sig selv gør det umuligt at nærme sig målet om, at 60 % langsomt smittes.

Et er de menneskelige omkostninger ved en sådan kurs i form af tusinder eller titusinder af døde. I Tyskland har man endvidere diskuteret faren for en generation af børn, hvor mange ville få skyldfølelse over at have slået forældre eller bedsteforældre ihjel – ved at bringe smitte med hjem fra skolen.

Et andet er de økonomiske omkostninger. Kan man overhovedet dreje hjulene i gang, inden smitterisikoen er så lav, at det føles nogenlunde sikkert? Kan man ikke åbne samfundet meget mere sikkert – og væsentligt hurtigere – hvis man satser på en bekæmpelse af virus, sådan som man har gjort i Norge?

Talen om at opnå flokimmunitet gennem kontrolleret smitte lyder som en røst fra et fjernt land i en fjern tid før corona-epidemien og tilpasningerne til den, uden forbindelse til den danske virkelighed i dag.

Vi har haft nedlukning af samfundet – og dermed også de enorme økonomiske omkostninger, som den såkaldte ”afbødningsstrategi” egentlig skulle forhindre.

Og vi har haft en opdragelse og mobilisering af borgerne til at undgå enhver smitterisiko, så langt det overhovedet er muligt.

Vi har også haft beretningerne om de mange, der bliver umanerligt syge (og i lang tid) – også unge mennesker uden helbredsproblemer, selvom de i langt de fleste tilfælde overlever.

Hvem vil ikke gøre alt for at beskytte sig og sine fra at havne i den situation? Er det ikke sådan, at alle – inklusive ”lavrisikogrupperne” – vil gøre alt for at undgå at blive smittet?

Og bliver tanken om kontrolleret smitte så ikke et fantasifoster – vel at mærke et også økonomisk meget dyrt fantasifoster, sammenlignet med alternativerne?

Herudover kan vi risikere at blive isoleret som en pestbefængt udkant af Europa sammen med Sverige, hvis de andre lande vælger bekæmpelsesstrategien i lighed med Norge og Tyskland.

5.4.2020. Jørgen Goul Andersen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Create your website with WordPress.com
Kom igang
%d bloggers like this: